Gribskov vandt stort på hjemmebane.

Gribskov badmintons to bedste hold vandt overbevisende på hjemmebane i denne holdrunde. Først blev Virum kørt over søndag i Blistrup hallen, mens GSG blev sendt hjem til Græsted uden point mandag aften.

Gribskov 2 har spillet flere tætte kampe i denne sæson, men lige manglet det sidste for at hive sejren hjem. Den sidste lille margin manglede holdet ikke i kampen mod Virum. Det var et toptunet Gribskov hold, der var klar til at dele øretæver ud fra start af. Begge mixeddoubler og damesingler blev vundet, og i et snuptag stod det 4-0 på tavlen. Efter herresinglerne kom Virum lidt tilbage i kampen, da de vandt to ud af fire kampe. Så kampen var ikke helt lukket inden doublerne.

Det blev den til gengæld hurtigt herefter. Begge damedoubler kørte kampene sikkert hjem, og i de tre herredoubler var det bare anden herredouble, der snublede og måtte se Virum tage sejren hjem.

Dermed endte kampen sikkert 10-3 til Gribskov 2.

Lokalbrag i Helsinge hallen.
Mandag aften var der lagt op til lokalderby, da Helsinge hallen lagde gulv til opgøret mellem Gribskov 1 og GSG 2. Det endte dog med en sikker sejr til hjemmeholdet på hele 10-3.

Mixeddoublerne blev vundet overbevisende i 2 sæt af Gribskov, mens første damesingle måtte ud i tre sæt, før afgørelsen faldt efter ombolde 22-20 til GSG. Anden damesingle blev også vundet i to sæt, så det stod 3-1 inden herresinglerne.

Ligesom andetholdet endte førsteholdet også med at dele singlerne lige over, så begge holde endte med at vinde to hver. Så stod det 5-3 før doublerne blev sat i gang. Her måtte Gribskov ud i tre sæt i begge damedoubler, før sejrene blev noteret. Det så ellers ikke godt ud, da begge doubler havde tabt første sæt, men rutinen endte med at vende kampene til hjemmeholdets fordel.

Dermed var Gribskov 1 sikret point inden herredoublerne. Men dette holdt ikke Gribskovs bedste herrer tilbage. Kun andet herredouble blev presset ud i tre sæt inden sejren kom i hus, mens både første- og tredjeherredouble sikkert vandt i to sæt.

Der kunne jubles over sejren i hallen på samlet 10-3, mens GSG slukørede kunne sætte sig ud i de kolde biler og trille hjem til Græsted.