Fælles klubmesterskaber fyldte hallen

Sammen med Helsinge Badminton afholdt Gribskov Badminton klubmesterskaber i en fyldt Helsinge hal.

Der var badminton på samtlige baner fra formiddagen til langt ud på eftermiddagen. Masser af hygge mellem “gamle” spillere og nybegyndere, der delte banerne imellem sig.

”Det er dejligt at se, hvordan store som små har en dejlig dag i hallen. Det var lige præcis tanken, da vi valgte at afholde klubmesterskaberne sammen her i hallen, så både Helsinges unge spillere og de noget mere rutinerede spillere fra Gribskov Badminton kunne spille side om side på banerne”, siger Helsinge Badmintons formand, Helle Blomsterberg.

Fantastisk stemning i hallen

Der blev spillet klubmesterskaber i 4 kategorier og vinderne for 2019 blev:

Damedouble: Mica og Tasja Roswall
Mixeddouble: Helle Blomsterberg og Per Vestergaard
Herredouble: Martin Olsenkjær og Morten Villadsen
Herresingle: Thomas Rudkjøbing.

Stort tillykke til alle vinderne.

Tillykke til familien Roswall, der vandt i damedouble.

”Skulle man kåre årets fighter, så skulle den pokal klart gå til Martin Olsenkjær – at have været så lidt til træning i løbet af sæsonen og alligevel stille op i tre kategorier her til klubmesterskaberne, det er sejt gjort. Samtidig var det også sødt af de andre drenge lige at lade ham og makkeren vinde i herredouble”, siger Tue Nielsen, medlem af seniorspillerudvalget for Gribskov Badminton

Efter medaljeuddeling var der fællesspisning i kantinen, hvor der blev hygget igennem mellem store og små.

Gribskov Badminton siger tak for en dejlig dag i hallen.

Her fejrer Martin Olsenkjær sejren i double sammen med makkeren Morten Villadsen.